Hvorfor rider vi med kandar?

At ride på kandar er en kunst, som kræver træning og korrekt tilpasset udstyr, og så skal man huske at: Et bid er aldrig hårdere ved hesten end den hånd som holder i tøjlen.

Foto: Ridehesten.com

Fortalt af Hasse Hoffmann til Britt Carlsen, Ridehesten

Kandaren er en hjælp til, at rytteren kan anvende finere og lettere hjælpere, så den vigtigste forudsætning for at ride med kandar er, at man har en korrekt opstilling, og at man er i fuldstændig balance med hesten og kan sidde afslappet i sadlen. Det danner grundlaget for, at rytteren kan anvende sin tøjlehjælp uafhængigt af sine øvrige hjælpere, som er sædet og schenklerne.

Når man rider med kandar, skal man kunne administrere ikke blot en men to tøjler og være i en sådan balance og ride med et sådant overblik, at man kan løsne stangtøjlen og stramme bridonen og omvendt uafhængig af hinanden. Derfor er ridning med kandar også forbeholdt mere erfarne ryttere og er absolut ikke en optømning for den ufølsomme rytter.

Kandarens historie
Kandaren har fulgt ridekulturen op gennem historien. Den ældste bevarede kandar stammer fra år 500 før Kristus, men den kandar, vi kender i dag, blev indført af neapolitaneren Giovan Battista Pignatelli, en kendt og anerkendt rideinstruktør, der med opfindelsen af kandaren (stangbid og bridonbid) gav datidens (og nutidens) ryttere mulighed for en langt mere følsom indvirkning på hesten, end det drabelige stangbid, som man indtil da havde benyttet sig af.

En af Pignatellis elever var i øvrigt franskmanden Antoine de Pluvinel (1555-1620) der er anset for at være en af den klassiske ridekunsts store mestre. Han udmærkede sig ved en dybtgående forståelse af Xenofons krav om hensyntagen til hestens natur, og han afstår fra at undertvinge hesten med magt. Han fremhæver, at rytterens bedste forbundsfælle er hestens gode vilje.

I dag er moderne teknologi taget i anvendelse, så kandarbiddets udformning er nøje tilpasset hestens anatomi. Forskellige metallegeringer tages i anvendelse, så biddet er medvirkende til at øge hestens spytproduktion og dermed gøre det mere behageligt for hesten. Derfor findes der i dag et stort antal kandarstænger, så rytteren har mulighed for, at finde den kombination af stangbid og bridonbid, som passer til den enkelte hest – både anatomisk og i forhold til indvirkning.

Tillid til biddet
Det, man først og fremmest skal have på plads, inden man går i gang med at ride hesten med kandar, er dens grunduddannelse. Hesten skal have tillid til biddet og rytterens hånd, og så skal den dressurmæssigt være så langt, at den kan rides til biddet uden modstand og reagere på rytterens fine hjælpere. Rytterens fine tøjlehjælp er naturligvis givet, også når der rides på trense, men når man rider på kandar, er det endnu vigtigere med en smidig hånd.

Basis for den dressurmæssige uddannelse af hesten er at styrke og afbalancere hesten, så den med rytter kan genfinde sin naturlige balance. Det er et grundlæggende krav af hensyn til hestens holdbarhed. Rytteren skal ved brug af sine hjælpere (schenkel, sæde og hånd) lære hesten at gå frem for schenklen og stoppe op for tøjlen (biddet). Dette er en proces, som til stadighed forfines i hele hestens liv som ridehest. Og i konkurrence belønnes den rytter, som ved brug af de fineste hjælpere, får hesten i en god selvbæring og balance, og i et samspil af disse fine hjælpere, formår at få hesten til at udføre selv dressurens vanskeligste øvelser med lethed og i harmoni mellem rytter og hest.

For at nå dertil skal hesten styrkes gennem en øget samlingsgrad, hvor hesten tager mere vægt på sine bagben og dermed opnår at afbalancere rytterens vægt i sadlen. Samling opnås bl.a. ved brug af de halve parader, hvor rytteren animerer hesten til at gå frem for schenklen, og når man har opnået den ønskede fremaddrift, møder man op på tøjlen. Hestens reaktion på dette samspil af drivende og forholdende hjælpere vil være at træde bagbenene længere ind under sig og derved sænke bagparten og bære mere af rytterens vægt på bagparten. På den vis aflastes hestens forpart, hvor rytterens vægt hviler.

Det er i dette fine samspil mellem fremaddrift og modholdende, understøttende tøjle, at kandaren har sin berettigelse. For når hesten har fået sin basislærdom på plads, hvor den går frem for schenklen og stopper op for tøjlen, så forfiner vi vores hjælpere i fremaddrift ved at lære hesten at forstå og acceptere spore og i opstopning, ved at lære hesten at acceptere kandarbid.

Fordelen ved brug af spore og kandar er, at rytteren med mere forfinede og usynlige signaler kan sidde mere stille på hesten og dermed animere den til at opnå en større grad af selvbæring. Det giver sig udslag i en hest, der kan udvikle sit fulde gangartspotentiale under rytteren og samtidig øge dens holdbarhed. Såfremt hesten arbejder ukompliceret og villigt på trensen, giver det sjældent problemer for hesten at starte arbejdet på kandar.

Dressurprogrammerne i sværhedsgrad 3 giver rytterne mulighed for selv at vælge optømning. På den måde tvinges rytterne ikke til at begynde at ride med kandar for tidligt i hestens uddannelsesforløb. Og man har også mulighed for at gå tilbage og starte et par klasser på trense, såfremt man ikke er helt tilfreds med hestens reaktion på kandaren.

Kandarens virkning
Man må under ingen omstændigheder forsøge at løse problemer med at få hesten til at give efter på biddet ved at lægge en kandar på den. Rytteren bør kende kandarens forskellige virkninger:
• Rides der med for høje hænder, virker kandaren hårdere pga. den forøgede løftevirkning, og hesten bliver snæver i halsen.
• Man kan aldrig med en kandar fremtvinge en ”direkte” samling. Bruges kandaren forkert, bliver resultatet, at hesten tager mindre vægt på bagparten, og dermed forfejles det egentlige mål.
• Hvis en hest er korrekt samlet på kandar, så er det bridonbiddet, den støtter på. Stangbiddet tjener kun til nogle finjusteringer nu og da.

Hvor ofte man vil ride med kandar er helt og holdent op til rytteren og træneren. Når hestene først er begyndt at gå med kandar, er det ikke sådan, at de skal gå med kandar hver dag. De erfarne dressurryttere rider oftest deres grundarbejde og løsgørende arbejde på trensen, så kan de evt. ride det mere samlende arbejde på kandar. Og flere Grand Prix-ryttere træner deres heste i dressurens vanskeligste øvelser på trense.

Dommere og stewards
Ridestævner bruges som en kontrol af rytterens arbejde med hesten. Hvor langt er hesten i sin uddannelse, og er dens uddannelse på rette vej? Naturligvis tjener konkurrencer også til at give rytteren et mål at stræbe efter og et middel til at konkurrere med andre på samme niveau.

I forbindelse med ridestævnerne vil der være en teknisk delegeret (TD/steward (international)) på opvarmningsbanen. Disse TD’er/stewards er uddannede til at holde øje med, at opvarmningen følger forskrifterne. Deres opgave er at sikre en fair konkurrence, hvor hestene behandles ordentligt, og ved deres tilstedeværelse være medvirkende til at forebygge ukorrekt opførsel.

Ifølge Dansk Ride Forbund er målet for dressursporten: at udvikle en hest/pony til en ”glad atlet” gennem en harmonisk uddannelse. Som et resultat bliver hesten/ponyen afbalanceret, smidig og fleksibel men ligeledes tillidsfuld, opmærksom og klar til at udføre opgaver for rytteren i en perfekt forståelse mellem rytter og hest/pony. TD kan, for at være med til at sikre ovenstående, benytte ”FEI Stewards Manual – Dressur” i sit virke på stævnepladsen.

Dommerne skal bedømme rytternes ridt efter reglerne opskrevet i hæftet ”Fordringer i dressur”. Deres opgave er en kontrol på, at hesten er på rette vej i sin uddannelse, at den er uddannet i henhold til træningsskalaen (se ”Fordringer i dressur”), og at den er uddannet i overensstemmelse med hestens alder og uddannelsestrin.

Og dommerens fornemmeste opgave er at vurdere, om hesten arbejder tillidsfuldt under rytteren, hvilket bl.a. giver sig udslag i en spændstig og ikke spændt hest.

Om kandaren
En kandar er en dressurtrense, som er forbeholdt den dygtige rytter, og hesten skal have en vis grunduddannelse. Hesten har to bid i munden, et stangbid og et bridonbid, der sidder i hver sine kindstykker og har hver sin tøjle.
Længden på stængerne må højst være 10 cm. Det er udelukkende heste, som bærer kandar. I klasser af sværhedsgrad 3 er det valgfrit, om der rides med kandar eller trense. I klasser af sværhedsgrad 4 og opefter er kandar obligatorisk. Der findes i Dansk Ride Forbunds reglement forskellige regler for biddenes dimensioner, så vær opmærksom på dette forud for stævnedeltagelse.

Sådan benævnes kandarens dele:
• Engelsk næsebånd
• Stangens side/kindrem
• Bridonens side/kindrem
• Bridontøjlen
• Kandartøjlen
• Bridonbiddet
• Stangbiddet
• Skumkæden

Tilpasning af kandaren
At vælge det rigtige bid og bidkombination og at kende den rigtige tilpasning af en kandar kræver stor faglig viden og erfaring, og rummer ikke så få muligheder for at lave fejl.

Kandaren ligger rigtigt, hvis bridonbiddet ligger tæt på mundvigen, der må maksimalt fremkomme to små rynker i hestens mundvige. Hvis stangbiddet er for langt, kan det forskubbe sig i hestens mund og kommer derved kun til at virke på den ene side. Hvis stangbiddet er for smalt, klemmer det læberne. Stangbiddet ligger foran bridonbiddet, men det må ikke ligge så langt nede i hestens mund, at det hos hingste eller vallakker berører hingstetænderne. Ligger stangbiddet for lavt, opfordrer det også hesten til at lege med tungen, helt bortset fra, at det på den måde har en hårdere virkning.
Skumkæden skal drejes mod højre, indtil den er helt glat og skal placeres i hagegruben dvs. på højde med stangbiddets mundstykke. Skumkæden skal være så stram, at når stangtøjlen strammes, skal den løftende virkning kunne træde i kraft. I praksis betyder det, at den underste stang på stangbiddet skal danne en vinkel på ca. 45 grader med hestens mundspalte. Hvis den underste stang ikke kan nå op på den rette vinkel, så er skumkæden spændt for stramt, og stangbiddet kommer til at virke for hårdt i hestens mund. Hvis skumkæden er spændt for løst, så bliver vinklen for stor. Det vil sige, at de underste stænger kommer for tæt på hagepartiet. I stedet for at virke på laderne virker biddet på mundvigene, hvilket er fejlagtigt. Man siger at ”stangen falder igennem”. På kandaren rides med engelsk næsebånd. Næsebåndet placeres en til to cm neden for kindbenet, så man ikke risikerer at hestens mundvige klemmes mellem næsebåndet og biddene.

Hesten skal, rent anatomisk, have plads til at have kandarens to bid i munden. Nogle heste har så lille en mund, at det vil være forbundet med nogen vanskelighed at ride den på kandar. Det sker med jævne mellemrum, at heste i konkurrence får tungen over eller endnu værre imellem biddene. Det kan f.eks. skyldes et rent uheld, manglende plads i hestens mund, forkert optømning eller at hesten har problemer med at acceptere kandaren.

 

Medicinering

Hestehold

 

Kontaktoplysninger

Nyttige links

Find os på Facebook

Dansk Ride Forbund
Brøndby Stadion 20
DK-2605 Brøndby
Telefon +45 4326 2828
Telefax +45 4326 2812
info@rideforbund.dk
Sitemap
DRF Go!
Om Dansk Ride Forbund
Shop
RSS

Samarbejdspartnere: Team Danmark Protetor